Tannisby Camping i Tversted er en lille hyggelig privatejet familie- og seniorplads, hvor ro og orden er i højsæde. Vi sætter vores kvalitet, sikkerhed og rengøring på både plads og faciliteter meget højt.
Campingpladsen ligger mindre end 5 minutters gang fra vestkysten og har vel nok en af Danmarks bedste og vestkystens mest børnevenlige sandstrande. Stranden er bred med masser af klitter, og naturligvis med blåt badeflag. Man må køre på stranden hele året rundt, men i turistsæsonen er der lavet stort bilfrit område. Man må bade på hele kysten, der strækker sig uafbrudt fra Skagen til Hirtshals, eller man kan dase i klitternes solgryder.
Klitterne byder på et rigt plante- og fugleliv. Er du til lystfiskeri, kan du direkte fra stranden fiske havørred, torsk og fladfisk. Udover den fantastiske natur, er Tversted strand også kendt for sine is-oplevelser, der i sig selv er en god stor mundfuld. Tversted ligger på Skagens odde kun 32 km fra Skagen by og omgives af stranden, åerne og Tversted Klitplantage med Tversted søerne, der er en af Jyllands største skovplantager. Skoven er helt ideel til historie- og naturoplevelser.
Der er udkigstårne og kilometervis af stier til spadsereturen med hver sine historiske oprindelser, masser af ridestier i både skov og hede, ruter i skoven og området til cykelturen, samt naturligvis flere søer, hvor ænder og svaner kan fodres, åkanderne beundres og masser af kantareller i sensommeren kan indsamles. Nordsøstien og Vestkyststien går begge gennem Tversted.
Tannisby Camping ligger perfekt som base for oplevelser i det meste af Nordjylland. Vi er omgivet af historie og seværdigheder, naturoplevelser og shoppingmuligheder, idet det meste af toppen af Danmark kan nås indenfor en halv times kørsel.
Tversted er en lille hyggelig badeby på vestkysten. Byen tilbyder i sommeren mange muligheder for både spisning og indkøb.